25-årig kørte frontalt ind i træ

Indlagt på sygehuset - ville undvige rådyr

Den 25-årige bilist kørte galt, efter at han ville undvige et rådyr på Lundhoffvej sydvest for Odder. Foto: Google Maps

En 25-årig mandlig bilist er blevet indlagt på sygehuset, efter at han sent torsdag aften kørte galt på Lundhoffvej ved Odder.

Ifølge politiet skete uheldet, da den 25-årige forsøgte at undvige et rådyr, der befandt sig på kørebanen.

- Bilen ramte ikke rådyret. Til gengæld kørte den direkte ind i et træ ved siden af vejen, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Der befandt sig to personer i den havarerede bil. Den ene kom kun lettere til skade. Den anden blev indlagt på sygehuset, hvor han blev behandlet for sine kvæstelser.

Uheldet skete kl. 23.20 torsdag aften.