25-årig anholdt for tankstation-røveri

En betjent genkendte den 25-årige mand på overvågningsbilleder fra søndagens røveri mod en tankstation i Århus.

Søndag formiddag blev en 19-årig ekspedient på Shell-tankstationen på Grenaavej i Århus påkørt, da han forsøgte at stoppe tre mænd, der stak af efter at have stjålet cigaretter, vodka og sodavand fra tankstationens butik.

Nu har Østjyllands Politi anholdt den ene af de formodede gerningsmænd. Da overvågningsbillederne af røveriet blev afspillet på stationen i Århus, genkendte en betjent en 25-årig mand, som tidligere har været i konflikt med loven.

Manden blev anholdt på sin bopæl i Brabrand klokken 10.17 mandag formiddag og fremstilles tirsdag i grundlovsforhør.