Indspærret og voldtaget: 25-årig mand anholdt

Endnu en mand er anholdt i sagen, hvor en ung kvinde blev holdt fanget og voldtaget på Djursland

Den 25-årige mand fremstilles i grundlovsforhør i retten i Randers klokken 12.00.

En 18-årig kvinde blev i torsdags holdt fanget i fem timer, og voldtaget ved Allingåbro på Djursland. Nu er en fjerde mistænkt anholdt i sagen.  

Læs også Ung kvinde fængslet for at medvirke til voldtægt

Det er en 25-årig mand, der mandag middag stilles for en dommer i Randers, oplyser Østjyllands Politi.

- Vi fremstiller ham for voldtægt, fordi vi mener, at der er baggrund for dette, og så vil vi anmode om, at det bliver for lukkede døre, oplyser Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi.

Manden sigtes for voldtægt, frihedsberøvelse og for særlig farlig vold. Umiddelbart har politiet mandag formiddag ikke oplysninger om, hvorvidt han nægter eller erkender sig skyldig.

Derudover blev kvinden ifølge anklagerne slået med et kosteskaft og en flaske.

Indespærret i fem timer

Det var 9. august, at den 18-årige kvinde blev udsat for de grove forbrydelser. Fra klokken tre til otte om morgenen blev hun holdt indespærret, er det tidligere kommet frem.

Undervejs i forløbet blev kvinden overhældt med forskellige væsker, ligesom hun blev truet på livet. Hun ville blive begravet levende, hvis hun stak af, lød det ifølge den sigtelse, som politiet har rejst.

I forvejen er tre andre varetægtsfængslet i den usædvanlige sag. En dreng på 16 år, en mand på 22, samt en kvinde på 24. Disse tre sigtes for medvirken til voldtægten. Kvinden nægter sig skyldig.

Politiet har ikke frigivet oplysninger om de to øvriges stillingtagen.