25-årig i vild biljagt - politiet efterlyser vidner

Den unge bilist har en byge af sigtelser hængende over hovedet efter vanvittigt flugtforsøg i Aarhus.

På Jordbrovej mistede den 25-årige mand kontrollen over bilen og ramte ind i to parkerede biler. Foto: Google Street View

Politiet efterlyser vidner efter en ekstraordinær hidsig biljagt i det nordvestlige Aarhus. Undervejs kørte den 25-årige vanvidsbilist både ind i parkerede biler og op på fortovet.

Senere bed hans aggressive hund både en betjent og en tilfældig forbipasserende.

Læs også Vanvidskørsel i ny bydel – nu er flere bilister sigtet

Biljagten begyndte sent tirsdag eftermiddag, da en politipatrulje spottede manden på Paludan-Müllers Vej.

Betjentene kendte den 25-årige bilist i forvejen og vidste, at han ikke har noget kørekort.

De vendte derfor patruljebilen for at standse den 25-åriges bil. Men i stedet for at holde ind til siden ved synet af de blå blink satte den unge bilist farten kraftigt op. 

Med alt for høj fart kørte den 25-årige væk fra stedet i et forsøg på at hægte politiet af. I krydset Jens Baggesens Vej/Katrinebjergvej kørte han direkte ud i krydset uden at standse for ubetinget vigepligt, og på Hvidkløvervej kørte han op over fortovet og ramte ind i en parkeret bil, inden han fortsatte flugten.

Det oplyser Østjyllands Politi i onsdagens døgnrapport.

Den 25-årige kørte ad ruten, som er markeret med rødt. Foto: Google Maps

Hund bed betjent og fodgænger

På Jordbrovej mistede manden imidlertid kontrollen over sin sølvgrå Hyundai og ramte ind i to parkerede biler. Hans bil kunne ikke køre videre, men den 25-årige hoppede ud og flygtede videre til fods sammen med sin hund. Han blev dog indhentet af patruljen, der kl. 16.52 fik ham overmandet og anholdt.

Ifølge politiet blev mandens hund aggressiv. Den nåede at bide en tilfældig forbipasserende på gaden og en betjent, inden den blev indfanget og kørt til et internat.

Læs også Advarslerne blev hørt - omstridt redningsbåd vender tilbage

Politiet vil gerne høre fra vidner, der oplevede vanvidskørslen. Du kan kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.

Det er bilisten sigtet for

Den 25-årige virkede påvirket af alkohol og stoffer, og han blev derfor både sigtet for narko- og spritkørsel.

Ligeledes er han blev sigtet for at køre uden førerret.

 

Derudover blev han sigtet for vanvidskørsel ved at have forvoldt fare for andres menneskers liv.

Han er blevet sigtet for flere alvorlige færdselsforseelser og for ikke at have styr på sin hund.

 

Tæt på hvor manden blev anholdt, fandt politiet en pose med kokain, som den 25-årige også blev sigtet for at besidde.

 

Mandens mor blev sigtet for at have overladt sin bil til en person uden kørekort.

 


Kilde: Østjyllands Politi