Kattegatcentret fejrer fødselsdag: 25 år med hajer i Østjylland

I dag er det 25 år siden, at Kattegatcentret i Grenaa for første gang slog dørene op

02:30

VIDEO: Hajerne fascinerer stadig, selv om fokus har ændret sig for Kattegatcentret.

Kattegatcentret i Grenaa er fyldt 25 år.

Hele dagen er jubilæet blevet fejret med haj-cupcakes, udklædning og besøg af prinsesse Marie, der er protektor for centret.

Siden åbningen den 7. maj 1993 har centret lavet mange tiltag, der har med meget andet end hajer at gøre.

Til at begynde med handlede det ellers mest om de grå fisk med de sylespidse tænder.

- Jeg elsker hajer. Det er jo fascinerende dyr. Nogle af de her hajer er jo over to meter lange, sagde Bo Skaarup, der var biolog i Kattegatcentret, på åbningsdagen.

Læs også Sandtigerhajens sidste rejse gik gennem CT-scanneren på Skejby Sygehus

Flyttet fokus

Sådan er det ikke i dag.

- Vi har flyttet fokus, så det ikke kun er hajer, men også handler om biodiversitet, om bæredygtighed og om naturen i det hele taget. I gamle dage sagde man, at havet opsluger alt og så smed man gifttromler og alt muligt i det. Men i dag ved man, at det holder ikke, siger Karsten Bjerrum, der er leder for udstilling og formidling i Kattegatcentret.

Læs også Kom med til koncert i aften under vandet i Grenaa

Kattegatcentret har derfor fokuseret på at få folk til at passe bedre på naturen og havet. Her hjælper fakta og undervisning.

- Det, du forstår og har noget viden om, er også det, du bliver fascineret af og det, du har lyst til at passe godt på, siger Karsten Bjerrum Nielsen.

Læs også Et ikon med sylespidse tænder er her ikke mere

Hellere net end plastikposer

Gerda Helene Rasmussen har arbejdet i Kattegatcentrets butik i 21 år. Hun kan også mærke forandringen.

- Der er blevet meget større fokus på naturen og havene, siger Gerda Helene Rasmussen.

Gerda Helene Rasmussen har arbejdet i Kattegatcentrets butik i 21 år.

De bæredygtige tanker har også sneget sig helt ind i butikken, hvor det ikke er hajerne, men Gerda Helene Rasmussen, der hersker.

- Vi sælger hellere et net i stedet for at bruge en plasticpose, siger hun.

Nærliggende med bæredygtighed

Også når det kommer til undervisning, er der sket et skifte.

- Det er så nærliggende med bæredygtighed, så selvfølgelig skal vi arbejde sammen om det. Det er jeg sikker på, at vi får noget ud af, siger Mette Hørlyk, der er pædagogisk afdelingsleder på Kattegatskolen.

Selv om Kattegatcentret har udviklet sig i løbet af de 25 år, der er gået, er der ingen tvivl om, at hajerne stadig fascinerer de besøgende.

Siden åbningen har Kattegatcentret haft mere end 6,5 millioner besøgende.

I videoen øverst i artiklen kan du se mere om Kattegatcentret, der fylder 25 år.