24-årig vil til Bruxelles
Ung aarhusianer vil i Europa-Parlamentet
Lasse Quvang Rasmussen har en drøm. En drøm om at komme til Bruxelles.
Den 24-årige socialdemokrat er klar til at forlade Aarhus til fordel for Bruxelles og et liv i det store EU-maskineri.
Derfor stiller han op til Europa-Parlamentsvalget, der finder sted om mindre end to måneder - den 25. maj.
Men hvorfor vil en 24-årig ung mand udskifte de vante rammer i Aarhus med en plads i Europa-Parlamentet?
- Politik handler ikke om alder eller erfaring. Politik handler om værdier. Jeg har været aktiv i politik igennem DSU og Socialdemokraterne i næsten 10 år. Jeg brænder for at skabe lige muligheder for alle mennesker, og det er en politisk kamp, der i høj grad kæmpes på EU-plan, siger Lasse Quvang Rasmussen, der studerer statskundskab ved Aarhus Universitet, men lige nu er i praktik hos socialdemokraterne i Aarhus Kommune, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Derfor gik han på gaden i Aarhus for at gøre folk opmærksomme på det forestående valg og ikke mindst fortælle, at det faktisk er muligt allerede at brevstemme nu, hvis man har taget stilling til, hvor krydset skal sættes, eller hvis man er forhindret den 25. maj.
EU kan for mange være en svær størrelse at forholde sig til, men derfor er det alligevel vigtigt, at østjyderne får sat deres kryds.
- EU-politik handler om vores hverdag. De politiske beslutninger, der bliver truffet i Europa-Parlamentet, har direkte betydning for vores hverdag, det handler om, hvordan vi skal skabe arbejdspladser, hvordan vi bekæmper udnyttelsen af mennesker på det danske arbejdsmarked med den sociale dumping eller hvilke kemikalier, der skal være tilladt i vores mad, tøj og legetøj. Det er altid vigtigt at bruge sin stemme til alle valg, og det gælder også Europa-Parlamentsvalget, siger Lasse Quvang Rasmussen.
Han er opstillet som nummer fire på den socialdemokratiske liste, hvor han blandt andet står over Britta Thomsen, der har siddet i Parlamentet siden 2004. Jeppe Kofod er spidskandidat.
Og hvis det lykkedes for Lasse Quvang Rasmussen at vinde en billet til Bruxelles, har han allerede en plan klar.
- Jeg håber at kunne sidde med arbejdsmarkedspolitikken. Der er brug for socialdemokrater med nordisk baggrund til at kæmpe i mod, at de mennesker, der rejser til andre lande for at arbejde, ikke bliver udnyttet med lønninger, man ikke kan leve af og usle arbejdsvilkår, lyder det Lasse Quvang Rasmussen.
13 danske politikere skal den 25. maj vælges til Europa-Parlamentet, hvor der i alt er 736 medlemmer fra de mange EU-lande.