24-årig sigtet for vold i Aarhus
En 24-årig mand slog efter en 49-årig på en bytur i Aarhus
Østjyllands Politi har anholdt en 24-årig mand, der er sigtet for vold efter en episode i Aarhus.
Det skete på Immervad i det centrale Aarhus.
Her henvendte en 24-årig mand sig til en 49-årig, som han ikke kendte.
- Den 24-årige har formentlig været aggressiv og har indledt sig i en form for diskussion, og herunder har han slået ud efter ham og ramt ham blandt andet i brystet, siger politikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Han ramte ham derefter også i ansigtet, og det resulterede i en flænge i læben hos den 49-årige mand.
Episoden blev anmeldt til politiet, som kunne samle gerningsmanden op kort fra gerningsstedet.
Han blev sigtet og afhørt til sagen, men bliver ikke fremstillet i grundlovsforhør.
Episoden skete ved midnatstid lørdag.