24-årig dømt for fire røverier

Tre et halvt års fængsel. Mindre kunne ikke gøre det, da en mand fra Holmstol blev dømt for røveri.

En 24-årig mand fra Holmstol ved Gjern blev ved retten i Silkeborg idømt tre et halvt års fængsel, for at have begået fire røverier i det midtjyske område i den senere tid.

Manden, der er narkoman, begik blandt andet et røveri mod Hydro-Texaco i Fajstrup ved Hammel, hvor det lykkedes manden at true ekspedienten til at udlevere små 6000 kroner. Her truede han med en pistollignende genstand.

For få uger siden begik han et røveri mod Dagli'Brugsen i Voel, hvor udbyttet var små 2000 kroner. Også det - og altså to andre - blev han dømt for.

Manden er tidligere dømt for røverier i andre dele af landet.