24-årig dræbt på stedet af lastbil efter ulykke på glat vej

De spejlglatte veje torsdag morgen kostede en 24-årig mand livet i en tragisk ulykke

Genrefoto. Foto: Kim Haugaard - Scanpix

En 24-årig mand fra Hampen syd for Silkeborg har mistet livet i en trafikulykke forårsaget af de glatte veje, der var torsdag morgen. Det skete på Faurholtvej i Hjøllund.

- Han kom kørende på knallert, og der er spejlglat. Han mister kontrollen over knallerten og vælter, og glider hen over vejen. Han glider hele vejen over i en modkørende lastbil og en påkørsel var uundgåelig. Knallertkøreren blev dræbt på stedet, siger politiassistent Morten Kjær Andersen fra politiet i Silkeborg til TV 2 | ØSTJYLLAND. 

Læs også Bilister slog alarm: Mand gik på motorvejen

Det er et sammenfald af uheldige omstændigheder, der har resulteret i den tragiske ulykke.

- Lastbilchaufføren prøvede at bremse op og trække ud til højre, men han kunne ikke undgå en kollision. Han har gjort, hvad han kunne, siger Morten Kjær Andersen.

De nærmeste pårørende er underrettede.

Ulykken skete klokken 07.25 torsdag morgen.