24-årig blev skudt af politiet: Varetægtsfængslet i fire uger
Manden fremstilles tirsdag in absentia i Retten i Aarhus
Den 24-årige mand, der mandag blev skudt af politiet, efter at han angreb to betjente med kniv, sigtes nu for forsøg på manddrab og for vold mod politiet.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Han fremstilles tirsdag in absentia i Retten i Aarhus. Det betyder, at han ikke selv vil være til stede i retten.
Østjyllands Politi oplyser tirsdag eftermiddag, at den 24-årige er blevet varetægtsfængslet i 4 uger.
Den 24-årige er stadig indlagt på hospitalet. Han er dog uden for livsfare, oplyser politiet.
Skudepisoden fandt sted omkring klokken 13 på Karen Blixens Boulevard. TV2 ØSTJYLLAND erfarer, at den 24-årige mand kort forinden var blevet forsøgt anholdt i en bus - men han modsatte sig anholdelsen med slag og spark mod de to betjente.
- Det var en meget voldsom episode, som en del borgere har set. Derfor vil vi de kommende dage være ekstra synlige i Aarhus Vest, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen i pressemeddelelsen.
Politi vil skabe tryghed
Østjyllands Politi vil nu øge tilstedeværelsen i Aarhus Vest for at skabe mere tryghed i området.
Den ekstra synlighed kommer blandt andet til udtryk i form af en mobil politistation på Karen Blixens Boulevard. Her er borgere velkomne til at komme forbi med spørgsmål eller oplysninger.
Læs også
Østjyllands Politi kan endnu ikke oplyse meget om den voldsomme skudepisode.
- Vi er stadig i et meget tidligt stadie i efterforskningen, og efterforsker bredt, herunder i forhold til motiv, og der udestår et større efterforskningsarbejde, fortsætter chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.
Grundlovsforhøret af den 24-årige finder sted 12.30 tirsdag, og da anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ønsker Østjyllands Politi ikke at kommentere yderligere på selve episoden.
Politiklagemyndigheden på sagen
Den Uafhængige Politiklagemyndighed er blevet inddraget i sagen og efterforsker episoden efter bestemmelsen om 'udrykningssager'.
Bestemmelsen dækker over episoder, hvor en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
Læs også
Det er normal procedure, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed involveres, når betjente har trukket deres tjenestevåben og ramt borgere.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed vil gerne i kontakt med vidner, som har overværet episoden eller i øvrigt har oplysninger i sagen.
Politiklagemyndigheden kan kontaktes på telefon 41 78 35 00 indenfor normal kontortid eller på mailadressen mail@politiklagemyndigheden.dk.