Tricktyve på tour i Østjylland
Har snydt i adskillige Jem & Fix-afdelinger
Det lykkedes lørdag to udenlandske mænd at snyde sig til kontanter i flere østjyske afdelinger af byggemarkedskæden Jem & Fix.
I Høegh Guldbergs Gade i Horsens blev udbyttet på godt 1.000 kroner.
- En af mændene købte tre lampetransformere til cirka 1.000 kroner i butikken. På samme tid stjal hans makker tre identiske transformere fra butikken, fortæller vicepolitikommissær Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi.
Efterfølgende vendte den første mand tilbage.
- Han havde fortrudt sit køb og ønskede derfor at returnere lampetransformerne. Han havde mistet sin bon, men da personalet ved kassen kunne huske ham, fik han sine penge retur, siger Lars Peter Madsen.
- Og de var så stadig i besiddelse af tre lampetransformere og en ubrugt bon.
De samme mænd har formentlig også været på spil i Jem & Fix-butikker i Egå, Hedensted og Vejle i weekenden. I hvert fald har butikkerne oplevet tyverier efter samme fremgangsmåde.
- Vi har endnu ikke et signalement af de to gerningsmænd. Vi afventer lige nu overvågningsbilleder fra de forskellige afdelinger, oplyser vicepolitikommissæren.