Beredskabet lægges sammen
Fire kommuner slår sig sammen om brandvæsen
Mandag mødes borgmestrene fra de fire østjyske kommuner Samsø, Odder, Skanderborg og Aarhus for at underskrive en erklæring om at danne et fælles beredskab.
Fra 1. januar 2016 slås brandvæsenet i de fire kommuner nemlig sammen til en ny og større enhed. Det sker som følge af, at regeringen har valgt at samle alle landets kommunale beredskaber i 20 større enheder.
- Det er et spørgsmål om, om vi i det hele taget kan gøre noget bedre, og om vi kan finde nogle smarte besparelser, som samtidig holder et højt niveau, siger borgmester i Skanderborg Kommune Jørgen Gaarde (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De fire kommuner kan sammenlagt spare omkring 15 mio. kroner ved at slå beredskabet sammen:
- Vi er på jagt efter at finde nogle rigtig gode administrative besparelser på det her område samtidig med, at vi er helt afhængige af, at vi kan bevare vores responstider, og at folk kan være lige så sikre og trygge, som de er i dag, siger Jørgen Gaarde.
Ifølge Jørgen Gaarde bliver der ikke færre brandstationer. Planen er i stedet at samle administrationen. Han forklarer, at der ikke er lagt op til at fyre brandmænd, men at det derimod primært er ledelse og administration, der skæres ned på:
- Vi har ingen intentioner om, at vi skal af med nogen af vores brandmænd. Vi er faktisk rigtig glade for de brandmænd, vi har.
I videoen øverst i artiklen kan du høre Jørgen Gaarde forklare, hvordan besparelserne skal findes, og hvor der kan forventes fratrædelser eller fyringer.