På besøg hos de hjemløse
Håbets Allé er for alle aarhusianere
Håbets Allé ved Godsbanen i Aarhus slog lørdag dørene op for alle interesserede.
Området skal på sigt udvikle sig til et egentligt kvarter, hvor blandt andre hjemløse, aktivister og kunstnere kan mødes for at slippe kreativiteten fri.
Håbets Allé strækker sig fra Godsbanen til Ringgadebroen. Drømmen er at skabe en hel bydel med åbne værksteder, caféer og væresteder, hvor der er plads til alle typer mennesker.
I forbindelse med lørdagens såkaldte fernisering ville arrangørerne vise aarhusianere, at området er for andre end socialt udsatte.
Se: Her er det nye opholdssted
- Det er vigtigt, at folk hører lidt andet om Håbets Allé. At de kommer ned og ser det og møder nogle folk, så da kan se, at "hold da op, det er et sted, jeg også kan bruge", siger tovholder Kim Kromann til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sidste vinter var der røre i den lokale politiske andedam, da en gruppe hjemløse slog sig ned i et telt på området ved Godsbanen. Denne gruppe hjemløse har nu fået et sted at være i Håbets Allé.
- De er kommet ned og bruger det. De er blevet en del af gaden. De vil også gerne være sammen med andre, så man ikke bare har et isoleret miljø af fx hjemløse eller udsatte, forklarer Kim Kromann.
Tag en tur ned ad Håbets Allé i videoen øverst i artiklen.