Vi holder på pengene
Ingen forbrugsfest op til jul
Østjyderne skal ikke regne med, at gaverne kommer til at bugne under juletræerne i de små stuer.
Ifølge en frisk prognose fra Dansk Erhverv bliver der næppe brugt flere penge på julegaver i forhold til de seneste to år. På landsplan forventes der i år en samlet omsætning på 7,6 mia. kr.
Ifølge undersøgelsen bruger hver husstand i gennemsnit 2.900 kroner i julehandlen. Næsten halvdelen af beløbet går til gaver.
At jule-budgettet ikke er tårnhøjt, bekræftes af flere af de julegavekøbere, som TV 2 | ØSTJYLLAND torsdag mødte i indkøbscentret Bruun's Galleri i Aarhus Midtby.
- I vores familie har vi besluttet os for, at vi ikke køber helt vildt dyre gaver til hinanden. Vi ligger på 100-200 kr. pr. gave. Så det er cirka det samme som sidste år, forklarer Signe Hansen fra Skanderborg.
Læs også
Mens vi ifølge Dansk Erhverv bruger cirka lige så mange penge på julegaver som sidste år, så er der udsigt til, at en større del af beløbet bruges i netbutikker i stedet for i de fysiske forretninger.
Butikkerne i gågaderne og i indkøbscentrene risikerer dermed en tilbagegang i forhold til i 2013.
Hos isenkræmmeren Imerco i Bruun's Galleri mærker souchef Pernille Kristensen dog ikke, at danskerne i stigende grad handler på nettet.
- Allerede nu har vi solgt meget mere, end hvad vi regnede med. Vi kan mærke, at det bliver mere og mere uge for uge. Vi har mere travlt, end vi havde regnet med, at vi ville have, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere om julehandlen i tv-indslaget øverst i artiklen.