Ældrecenter ramt af sygdom
Beboere og ansatte døjer med diarré, opkast og feber
Arbejdsuniformen på ældrecentret Rosenvænget i Randers indebærer for tiden blandt andet mundbind, overtrækskitler og futter.
Ældrecentret er blevet ramt af sygdom hos både beboere og medarbejdere i en sådan grad, at næsten alle inden for den seneste uge har måtte bukke under.
Det begyndte den 2. december i år, hvor to beboere blev syge og senere spredte det sig, så 38 ud af de i alt 46 faste beboere blev ramt af sygdommen.
På personalessiden har 23 ud d 60 medarbejdere været syge. En medarbejder og en beboer har været indlagt med sygdommen, som, kommunen beskriver i en pressemeddelese, har medført symptomer som let feber, eksplosiv opkast og diarré.
På grund af sygdommen har ældrecentret Rosenvænget haft svært ved at opretholde bemandingen. Konkret betyder det, at centret i øjeblikket kører med weekendbemanding.
Randers Kommune venter nu besked fra embedslægen om, hvilken sygdom, som har ramt ældrecentret:
- Indtil da gør vi meget ud af at undgå, at sygdommen spreder sig til andre steder. Derfor er caféen midlertidigt lukket, ligesom træning og sundhedsklinik er aflyst. Hvis der er tale om en sygdom, der smitter via dråbeinfektion, så er det vigtigt at undgå kontakt. En rask person kan smitte i op til 48 timer efter sygdommens ophør, siger centerleder Inger Kjærulff Bjerre.
Tidligere i november måned modtog ældrecentret en prøvesmagning fra virksomheden Nordic Ingredients, der er blevet lukket, fordi de anvendte en cementblander i deres madproduktion.
Denne episode skete den 6. november, og har ifølge områdeleder i Område Nord, Ditte Bach Sørensen, ingen sammenhæng med sygdomsudbruddet:
- Det er højst usandsynligt, at en madvare, man har fået den 6. november skulle give anledning til sygdom i starten af december. Alle symptomer tyder på omgangssyge af en slags,siger Ditte Bach Sørensen.