Boliger sælges hurtigere
Salget i Aarhus går bedre end i København
Det er blevet langt nemmere at sælge boliger i Aarhus.
Ifølge en ny opgørelse fra Boliga bliver lejlighederne i flere dele af Aarhus i øjeblikket solgt hurtigere end i København.
Boliga har opgjort salgstiderne på boliger i tredje kvartal. På lejlighedsmarkedet er det sælgerne i Aarhus-forstaden Risskov og Virum nord for København, der deler førstepladsen.
Begge steder er lejlighederne blevet solgt efter 54 dage i gennemsnit. Aarhus-forstaden Åbyhøj er på tredjepladsen med et gennemsnit på 61 dage.
Også lejlighederne i Aarhus N og Aarhus C bliver solgt forholdsvis hurtigt sammenlignet med mange andre steder i landet. I Aarhus N bliver boligerne i gennemsnit solgt efter 82 dage, mens de i Aarhus C i gennemsnit bliver solgt efter 85 dage.
Fakta: Så hurtigt sælges boligerne
Knap så nemt er det til gengæld at sælge lejligheder i Horsens og Randers C. I de to østjyske byer sælges lejlighederne i gennemsnit efter henholdsvis 198 og 229 dage.
På landsplan sælges lejlighederne i gennemsnit efter 100 dage.
Aarhus-postnumrene fylder også godt op i toppen af villalisten, hvor Brabrand og Aarhus V har været det henholdsvis andenhurtigste og fjerdehurtigste sted at sælge huse i tredje kvartal i år.