Usminket og ægte
Ny bog viser kendte kvinder, som de er
En ny bog præsenterer læserne for 60 kendte kvinder uden makeup og nogen form for computermanipulation.
'Usminket' som bogen hedder, er resultatet af et halvt års arbejde fra to aarhusianske fotografer, der gerne vil vise danskerne, hvordan kvinderne i virkeligheden ser ud, og dermed skabe debat omkring det virkelighedsbillede som medierne skaber på plakater og på forsider af modeblade.
- Især de yngre piger, sidder og ser den virkelighed, vi laver som sandheden, og det er jo langt fra rigtigt, fortæller en af fotograferne bag bogen David Bering til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Oprindeligt spurgte fotograferne 120 kendte kvinder, om de ville medvirke. 60 kvinder svarede "ja".
- Der har været dem, der bare er kommet og sagt ja og gået all in, og så er der andre, der har sagt, at det er et supergodt initiativ, men jeg skal ikke være med, siger David Bering.
En af dem som stiller sig frem uden make-up og computermanipulation er skuespiller Marie Louise Wille.
- Jeg synes, jeg ser forfærdelig ud, griner Marie Louise.
- At åbne og skralde sig selv af, det gør man jo kun overfor sine helt nærmeste.
I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan bogen 'Usminket' blev til.