Myndighederne svigter
Tidligere beboer i Bispehaven efterlyser handling
Politikerne bliver ved med at sige, at de vil gøre noget for de unge i den aarhusianske bydel Bispehaven, som ofte er plaget af uro, men der sker ikke noget, mener 21-årige Hassan El-Youssef, der er opvokset i Bispehaven.
Tirsdag kunne TV 2 | ØSTJYLLAND fortælle, at hverdagen i Bispehaven efterhånden er så fyldt med trusler og chikane fra en gruppe unge, at myndigheder og beboere har fået nok.
I den forbindelse udtalte Thomas Medom (SF), der er rådmand for Sociale forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, sig i sagen:
- Der er nogle, som kommer ud af fængsel, og så er de fortsat med det, som de gjorde før, nemlig at være kriminelle.
Hassan El-Youssef har selv siddet i fængsel, og han mener, at politikerne bliver ved med at sige, at de gør en stor indsats i området - men det er en indsats, som Hassan El-Youssef ikke har set meget til.
Se: Myndigheder vil stoppe uro
- Der kommer unge mennesker ud af fængslerne, og de bliver bare sluppet løs. Der er ikke noget, der hedder: Hey stop lige en halv. Kan vi hjælpe dig med noget, kan vi gøre noget, så du ikke ender i fængsel igen. Nej, det sker ikke, konstaterer Hassan El-Youssef og fortsætter:
- Du bliver bare sluppet løs. Hjem til din mor og tilbage til ghettoen igen. Og et par måneder efter kan de (myndighederne, red.) igen brokke sig over, at personen så laver ballade igen. Personen ved ikke bedre end at lave de ting, som han laver. Det er jo derfor, at han blev sat i fængsel til at starte med. Så i stedet for at motivere de unge til at lave noget helt andet eller give dem et andet tilbud, så sker der ikke noget som helst. Jeg har ikke hørt om et eneste ungt menneske i Bispehaven, som har fået tilbud om et job, efter han har været ude i noget kriminalitet og kommet ud af det. Jeg har aldrig set det, og det provokerer mig bare, at man så ser andre sige, at der er blevet gjort en del derude, og at der er blevet kastet en masse millioner i det, men hvor er de millioner henne?, spørger Hassan El-Youssef.
I videoen øverst på siden kan du se et interview med Hassan El-Youssef og høre mere om hans kritik af myndighedernes indsats i Bispehaven i Aarhus Vest.