Politi: Brand kan være påsat
Sådan opstod branden på Sødalskolen
Østjyllands Politi efterforsker lige nu branden ved Sødalskolen i Brabrand, som brød ud sent sent i går aftes.
Ifølge politikommissær Helle Fly Edelbo er brandårsagen formentlig blevet fundet og meget tyder på, at branden kan være påsat:
- Vores umiddelbare formodning er, at branden er opstået uden for gymnastiksalen - formentlig i et bord- og bænkesæt, der står op af muren. Det antænder ikke sig selv, så vi formoder, den er påsat, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet vil endnu ikke fortælle, om de har fundet konkrete spor som for eksempel tændvæske eller har personer i søgelyset, som underbygger teorien om, at branden kan være påsat.
Der opstod brand i Sødalskolens gymnastiksal omkring klokken 21 søndag aften. Det lykkedes for brandvæsnet at isolere flammerne, så de ikke nåede at sprede sig til andre bygninger.
Gymnastiksalens tag er delvist udbrændt og selve gymnastiksalen er både sod-, røg- og vandskadet efter slukningsarbejdet.
Politiets brandteknikere arbejder nu på at fastlægge den helt nøjagtige årsag til branden.
Se et interview med politikommissær Helle Fly Edelbo i videoen øverst i artiklen.