23-årig stak af fra solouheld
En mandlig bilist stak af fra uheld, men han vendte hurtigt tilbage
Natten til lørdag klokken 03.50 fik politiet en anmeldelse om et færdselsuheld på Mellemstrupvej i Grenaa.
Anmeldelsen kom fra en 46-årig mand, som havde set en personbil køre galt, og at føreren var stukket af fra stedet.
Da politiet ankom, var føreren stadig ikke at se nogen steder, men kort tid efter kom en 23-årig mand til stedet og erkendte, at det var ham, der var kørt galt.
Han var kommet kørende ad Mellemstrupvej i sydlig retning, og blandt andet på grund af for høj hastighed havde han mistet kontrollen og bilen. Han havde påkørt en kantsten, og ifølge politiet havde bilen formentlig slået en koldbøtte og ramt en færdselstavle samt en lygtepæl, inden den endte i grøften 100 meter længere henne ad vejen.
- Han var påvirket af alkohol, og nu må blodprøven vise, hvor høj promillen var, siger Peter Hunniche fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
- Han var efterfølgende lidt konfus, så der kan være forskellige årsager til, at han stak af. Men ingen kom noget til ved solo-uheldet, fortsætter vagtchefen.
Den 23-årige mand er sigtet for spirituskørsel.