23-årig fængslet i fire uger

23-årig mand varetægtsfængslet i fire uger i forbindelse med drabet i Silkeborg.

Den 23-årige mand, som tirsdag aften blev anholdt i forbindelse med drabet på den 56-årige Freddy Paul Bednasz i Silkeborg, blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre og fængslet i fire uger.

Den anholdte har over for politiet erkendt, at han var med til at slå den 56-årige ihjel på dennes bopæl. Men han nægter sig skyldig i drab. Politiet i Silkeborg mener, at der var flere end én mand om drabet.

- Der er nogle personer, der har besøgt offeret mandag formiddag, herunder den 23-årige, der har erkendt, at han var i lejligheden, og at han var oppe at slås med offeret, siger vicekriminalkommissær Søren Pilgaard, der ikke ønsker at udtale sig om, hvad der ligger bag drabet.

Den 56-årige bistandsklient blev mandag tævet til døde i sit hjem i Grønnegade. Efter obduktionen kunne lægerne oplyse, at han havde fået ikke færre end 80 læsioner. Gerningsmændene havde hamret løs på deres offer med et slagvåben af træ og muligvis med en jernstang af en eller anden art. Drabet fandt formentlig sted omkring middagstid mandag, men blev først opdaget, da en anonym person klokken 15.44 alarmerede politiet fra en mønttelefon og fortalte, at en mand var blevet stukket ned i huset.

Om det var den 23-årige, der stod for det anonyme opkald, kan politiet ikke sige. I forbindelse med anholdelsen af den 23-årige mand fik politiet en sidegevinst i form af en ukendt mængde narkotika, der blev beslaglagt. Søren Pilgaard ønsker ikke at oplyse, hvor meget stof politiet fandt. I den forbindelse er der tilsyneladende anholdt to personer./ritzau/