23-årig fængslet for drabsforsøg efter knivstik i Aarhus

Tirsdag blev en 36-årig mand stukket i armen i Aarhus. En ung mand er sigtet for flere grove lovovertrædelser

På p-pladsen ved Shell og Q8 tæt på McDonald's på Randersvej i Aarhus steg tre personer ud af en bil, hvorefter den 23-årige ifølge politiet gik hen til dem og forlangte at få deres bilnøgler. I den forbindelse stak han en 36-årig mand i armen med kniven, hvorefter han stak af fra stedet. Foto: Google Street View

En 23-årig mand, der torsdag blev anholdt i sagen om et knivstikkeri tirsdag aften på Randersvej i Aarhus, er blevet fængslet.

Han er sigtet for drabsforsøg, for trusler på livet, frihedsberøvelse og for ulovlig våbenbesiddelse.

Læs også Efterlyst 23-årig anholdt efter dramatisk politijagt

I et grundlovsforhør fredag i Retten i Aarhus fandt en dommer mistanken mod ham stærk nok til at varetægtsfængsle ham i fire uger.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Truede tre 14-årige drenge

Efter knivstikkeriet tirsdag, hvor en 36-årig tilfældig mand blev ramt i armen, blev han efterlyst af politiet. Torsdag lykkedes det for Sydøstjyllands Politi at anholde ham i nærheden af Vejle.

Ud over knivstikkeriet sigtes den 23-årige for trusler og forsøg på brugstyveri, da han ifølge politiet forsøgte at true sig til adgang til flere personers biler og truede tre 14-årige drenge med en kniv.

Læs også 43-årig kvinde satte sig ind i pirattaxa og blev bestjålet

Politiet oplyste onsdag, at manden først standsede de tre drenge, der var på vej hjem fra fodbold ved Veri Center på Frijsenborgvej.

Han bad drengene om hjælp til at finde sin bil. Men da de sagde, at de skulle hjem, skal han have truet dem med en kniv. Han sagde, at han ville stikke dem, hvis de ikke fulgte med og hjalp ham.

Forsøgte at stoppe tilfældige bilister

Herefter forsøgte manden at standse tilfældige bilister for at få adgang til deres bil. Det lykkedes heller ikke.

Til slut på en parkeringsplads på Randersvej skal manden have forlangt at få bilnøglerne af tre personer, der lige var steget ud af en bil.

Læs også Modig mand: 90-årig stillede sig i vejen for indbrudstyv

Da de tre nægtede at aflevere nøglerne, skal den 23-årige have truet med at slå dem ihjel. Det var her, han stak ud efter den 36-årige, som han ramte i armen.

Bagefter flygtede han fra gerningsstedet.

Onsdag efterlyste politiet så den 23-årige mand med foto.