Kræver suspendering
Partier føler sig løjet for i skoleforlig
Velfærdslisten og Beboerlisten i Randers Kommune kræver nu suspendering af kommunaldirektøren, skoledirektøren og skolechefen i forbindelse med det meget omdiskuterede skoleforlig.
Partierne har flere gange ønsket indblik i processen omkring skoleforliget og spurgt, hvorvidt der har været uddelt papirer på møderne, som de har kunnet få indsigt i. Dertil har svaret været nej. Det viser sig nu, ifølge de to partier, ikke at passe:
- Vi modtager en mail fra kommunaldirektøren i går, hvor han tilstår, at der i hvert fald på ét møde har været papirer - nemlig i mødet med den socialdemokratiske byrådsgruppe. Det vil sige, at de har alle vist, at det var en løgn, at der ingen papirer var, siger Kasper Fuhr, der er formand for Velfærdslisten, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kasper Fuhr er forarget over tilståelsen:
- Man har holdt både byrådet, Statsforvaltningen og borgerne for nar, og det her er jo kun kommet frem, fordi vi har presset på og presset på for svar, siger han.
Nu vil han og Beboerlisten have undersøgt sagen:
- Vi vil have kommunaldirektøren, skoledirektøren og skolechefen suspenderet, mens vi finder ud af, hvad der er op og ned i denne her sag, fortæller han.