Festivaler i åben krig
Smukfest går til angreb på ny Odense-festival
Smukfest i Skanderborg er sammen med flere andre store danske musikfestivaler gået i et frontalt angreb på den nye odenseanske festival, Tinderbox.
Smukfest er ligesom festivalerne i Roskilde, Jelling og Nibe utilfreds med, at den nye fynske festival er arrangeret af to bookingfirmaer, Beatbox og Skandinavian.
Dermed befinder de to danske bureauer sig ifølge de fire store festivaler sig i en dobbeltrolle. Bureauerne er både festivalarrangører og leverandører af en lang række danske topnavne som Tina Dickow, Mew, Nephew, De Eneste To, D-A-D og mange flere til blandt andet danske festivaler.
Festivalerne opfordrer kunstnerne til at forhandle uden om deres bookere, Beatbox og Skandinavian, med de økonomiske tab det i så fald vil få for bookerne. Det skriver Smukfest og de øvrige festivaler ifølge flere medier i mail til en række samarbejdspartnere.
Se: Smukfest bliver udfordret af Fyn
I mailen, som det aarhusianske musikblad Gaffa er kommet i besiddelse af, står der bl.a.:
- Vi (har) hver især besluttet at meddele 'Skandinavian' og 'Beatbox, at vi foreløbig ikke vil forhandle om engagement af artister eller på anden måde dele følsomme oplysninger, hverken med ejerne eller med personer, der er ansat i eller har direkte kontorfællesskab i deres forskellige selskaber, skriver de fire arrangører i mailen, som er sendt til en lang række samarbejdspartnere.
- Såfremt nogen af deres artister skulle ønske, at vi overvejer at engagere dem, beder vi disse henvende sig personligt til hver enkelt af os, eller gennem en anden agent.
Arrangørerne bag festivalen Tinderbox forventer at kunne tiltrække omkring 45.000 mennesker.