Ulovlig brug af civilagenter?
Aarhusiansk café dannede ramme om møde
Det var på caféen Hollywood på Ny Banegårdsgade i Aarhus, at en colombianer og en tysker i december 2013 mødtes med to civilagenter fra det amerikanske narkopoliti (DEA). En operation, som ejeren af caféen var totalt uvidende om.
Mødet skulle vise sig at få afgørende betydning for de to mænds liv. Efter mødet blev de anholdt og sigtet for at have bestilt 200 kilo kokain.
Den mærkværdige narkotikasag med hemmelige aftaler og civilagenter kører i denne uge ved Retten i Århus.
Et af de spørgsmål, som mændenes forsvarer forsøger at trække frem, er hvorvidt, at brugen af de to amerikanske civilagenter overhovedet har været lovlig. Der er nemlig ifølge juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet særlige regler for brug af civile agenter i Danmark.
- Der er et forbud mod, at de medvirker til at gøre forbrydelsen grovere eller mere omfangsrig, end den ellers ville have været, fortæller han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hvis retten vurderer, at de civile agenter har været med til at påvirke sagen, kan det muligvis få konsekvenser:
- Hvis der er tale om så grov en overtrædelse, at retten er i tvivl om, hvorvidt de tiltalte faktisk har begået en forbrydelse, eller hvor grov en forbrydelse de ellers ville have begået, så vil man selvfølgelig frifinde, siger Lars Bo Langsted.
Ingen af de to tiltalte har bopæl i Danmark.
Se hele interviewet med juraprofessoren øverst på siden.