22-årig tacklet af politiet
En højrøstet mand nægtede at følge med på politistationen, og så måtte han ned at ligge.
En 22-årig mand blev natten til fredag sendt i gulvet af en kvindelig betjent, da han gjorde modstand mod at blive anholdt.
Det skriver JP Århus.
Den 22-årige og hans 21-årige ven gik højrøstede gennem Sønderallé, hvor de generede både beboere og forbipasserende.
Da politiet nåede frem til mændene, gjorde den 22-årige modstand mod en anholdelse.
Men det fandt en kvindelig betjent sig ikke i, og så blev manden tacklet og taget med.
Det viste sig efterfølgende, at manden havde en kniv på sig. Desuden fandt politiet flere knive og 40 gram hash på mandens bopæl.
Han vil nu blive sigtet for overtrædelse af straffeloven, våbenloven og loven om euforiserende stoffer, mens den 21-årige får en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.