22-årig kørte ind i vejtræ
Ung bilist fra Silkeborg ramte vejtræ med en sådan kraft, at motoren blev slynget ud på en mark.
13. feb 2009, kl. 09:39
Mere end 30 dage gammel
En 22-årig mandlig bilist fra Silkeborg blev torsdag aften kvæstet i forbindelse med et solouheld.
Manden kom kørende ad Kongshedevej vest for Silkeborg, da han kort efter klokken 18 mistede herredømmet over sin bil.
Bilen kørte tværs over vejen og ramte et vejtræ. Sammenstødet med træet skete ifølge Midt- og Vestjyllands Politi med en sådan kraft, at bilens motor blev slynget ud og landede på en mark kort derfra.
Uheldet kostede manden et brækket kraveben. Han blev straks kørt til behandling på sygehuset i Herning, men blev udskrevet senere samme aften.