22-årig anholdt: Nikkede skalle
Voldsomt overfald skete lige foran betjente fra politiet
13. jun 2015, kl. 21:43
Mere end 30 dage gammel
Det er sjældent en god idé at nikke andre personer en skalle. Og endnu mere dumt er det at gøre det direkte foran en politibetjent i fuld uniform.
Ikke desto mindre var det præcis, hvad en 22-årig mand natten til lørdag gjorde i Aarhus Midtby.
Ifølge Østjyllands Politi opdagede en af politiets fodpatruljer, at der var optræk til slagsmål i Skolegade nær havnen.
Her havde en gruppe tilsyneladende rottet sig sammen mod en 20-årig mand.
Mens betjentene befandt sig i nærheden, nikkede den 22-årige mand den 20-årige en skalle i ansigtet.
Den 22-årige blev anholdt på stedet.
Episoden fandt sted kl. 03.30, oplyser Østjyllands Politi.