22-årig anholdt for indbrud
Sigtet for stribe af indbrud og bedrageri
To indbrud og otte tilfælde af bedrageri. Sådan lyder sigtelsen mod en 22-årig mand fra Grenaa, som tirsdag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Her blev han varetægtsfængslet indtil den 15. juli.
Manden blev anholdt mandag morgen nær Hornslet, hvor han i selskab med en kammerat var i gang med at læsse tyvekoster på en bil.
Anholdelsen skete efter, at Østjyllands Politi havde efterforsket to indbrud i Ryomgaard-området.
Her blev der stjålet blandt andet en bærbar computer og værktøj fra en skrothandel og senere en ATV fra et værksted.
Ved skrothandelen fik politiet anholdt tre mænd, men én af tyvene nåede at stikke af fra stedet.
- Den 22-årige mand, vi nu har anholdt, var den fjerde mand ved indbruddet i skrothandelen, siger vicepolitikommissær Arne Mikkelsen fra lokalpolitiet i Grenaa til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Derefter løb han hen og begik indbrud mod værkstedet.
Den 22-årige mand stjal også et hævekort i forbindelse med indbruddet i værkstedet. Et hævekort, som det senere har vist sig, at han har misbrugt i flere butikker.
- Man kan roligt sige, at han flittigt har gjort brug af det, siger vicepolitikommissær Arne Mikkelsen.