22-årige Sandra er hjemløs: Har aldrig følelsen af at være hjemme

Et stigende antal unge hjemløse i Aarhus får ungdomsleder i Blå Kors til at slå alarm. De unge udsatte skal spottes og hjælpes allerede fra vuggestuen

03:30

Der kommer flere unge hjemløse i Aarhus, og 22-årige Sandra er en af dem, der fylder i statistikken. Efter hun kom ud af fængslet, havde hun ikke længere noget sted at bo og valgte derfor at tage til Aarhus.

- Jeg rykkede til Aarhus, for der boede min far, og så tænkte jeg, at det var et oplagt sted at tage hen. En stor by med en masse muligheder for at kunne prøve noget, siger Sandra til TV2 ØSTJYLLAND.

Min opvækst har været præget af forældre, der har haft det svært. Deres problemer har været mine problemer. Min far har siddet i fængsel det meste af min barndom og har været misbruger.

Sandra, hjemløs

Sandra, der gerne vil være anonym, er en såkaldt sofa-surfer, der overnatter hos venner og bekendte. Hun har ikke et fast sted at bo.

- Det er hårdt at være hjemløs, fordi man aldrig har den der følelse af bare at være hjemme. Man har ikke den der base. Følelsen i maven ligesom at komme hjem til sine forælde. Der er man hjemme. Den har man ikke. Man er hele tiden et nyt sted, siger hun.

Flere unge danske hjemløse i Aarhus

- Det er hverken østeuropæere eller asylansøgere, men helt unge danske hjemløse vi ser flere af.

Sådan siger Lone Zeidan, der er leder af Blå Kors’ ungecafé i Aarhus til TV2 ØSTJYLLAND. Hun står for Blå Kors’ indsats for unge hjemløse i Aarhus. En gruppe der de senere år kun er kommet flere af.

Det National Forskningscenter for Velfærd, SFI, laver hvert andet år en kortlægning af hjemløsheden i Danmark. Ifølge dem er antallet af unge hjemløse i Aarhus kun steget siden 2009, og det er et billede, man også genkender hos Kirkens Korshær. Her er antallet af besøg i organisationens varmestue steget med over 60 % fra 2015 til 2016, og det er kun for de unge under 30 år.

 

- Det er unge mennesker, der har opbrugt deres netværk af venner og familie og sofa-surfet i en god lang tid. Når de så har opbrugt venner og familie, går de på gaden, siger korshærslederen i Aarhus, Niels Bjørnø, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- De unge oplever et væsentligt stigende pres på at gøre det godt. Det kan måske være godt for nogle, men en større gruppe falder igennem, fordi de bliver marginaliseret. Det handler om uddannelsesparathed og handleplaner, hvor de oplever et pres, og så giver de nemmere op. Mængden af krav, der bliver stillet til dem, bliver hele tiden forøget; og lever de ikke op til de krav, bliver deres ydelse fjernet eller formindsket.

Læs også Efter 'Mors lille dreng på egne ben': Flere bliver tabt i systemet

Hos Det Blå Sted mener man, at der skal sættes ind allerede i vuggestuer og børnehaver for at løse problemet med hjemløshed blandt unge. De voksne skal være bedre til at spotte og hjælpe socialt udsatte børn med problemer. En holdning der støttes af de organisationer, der hjælper netop unge hjemløse.

- Vi er ikke nok opmærksomme på de børn, der skiller sig ud og halter i systemet. Vi skal blive bedre til at spotte dem allerede i vuggestuen og børnehaven, siger Lone Zeidan.

- Der er bare ikke ressourcer nok til at hjælpe de børn man spotter. Der bliver sparet så meget på lærere og pædagoger, mener hun.

Større samarbejde nødvendigt 

Ifølge lederen af ungdomscaféen hos Blå Kors skal der en samlet indsats til for at hjælpe de unge hjemløse i Aarhus, der allerede er faldet igennem systemet.

- Der bør laves et direkte samarbejde på tværs af organisationer og kommune. Så kan vi bedre udnytte ressourcerne og hjælpe de unge, siger Lone Zeidan.

Idéen om en samlet koordineret indsats støttes også af Kirkens Korshær.

00:19

Lone Zeidan mener, at man skal sætte ind langt tidligere end i dag for at kunne spotte de unge, der er i risikozonen for at blive hjemløs. 

Luk video

- Jeg er sikker på, der er bred enighed om, at en samlet indsats er den rette vej at gå. Vi skal bare have ført det ud i praksis, siger korhærslederen.

Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, Thomas Medom, er enig i, at en fælles indsats er godt, men at de forskellige parter allerede har et godt samarbejde.

Jeg tror, der kommer flere unge hjemløse fordi, at vi tit bliver tabt af systemet.

Sandra, hjemløs

- Vi samarbejder jo allerede rigtig tæt. Senest har vi haft en række fyraftensmøder, hvor alle parterne var med. Det kom der flere konkrete idéer ud af. Men det kan sagtens være, der er brug for et forum mere og flere møder, siger rådmanden til TV2 ØSTJYLLAND.

På vej ud af hjemløshed

Ifølge rådmanden har Aarhus Kommune aldrig brugt så mange ressourcer på hjemløse, som de gør i dag. Alligevel vil han gerne tilføre området endnu flere penge i fremtiden.

- Vi har lagt op til i budgetforhandlingerne, at der skal flere penge til de tilbud, der hjælper de hjemløse, siger rådmanden.

Læs også Malthe var hjemløs for en nat: Det værste er larmen

Sandra fra Aarhus er blevet tildelt en midlertidig lejlighed af Aarhus kommune. Her kan hun bo, indtil hun får styr på økonomien og kan flytte i egen bolig. Hun tænker systemet ikke er godt nok til at hjælpe unge med psykiske problemer.

- Jeg tror, der kommer flere unge hjemløse, fordi at vi tit bliver tabt af systemet. Nogle af os render rundt med psykiske ting. Jeg lider selv af panikangst, og det kan godt sætte en stopper for mange ting. Jeg kan ikke bare lige gå ud og finde mig et arbejde, som jeg gerne vil, eller bare lige gennemføre en uddannelse, for det kræver altså lidt, siger hun.

Hør hele Sandras historie i videoen øverst i artiklen.