22-årig kvinde mister 7000 kroner over telefonen

Et opkald fra en engelsktalende kvinde blev en dyr fornøjelse for 22-årig kvinde fra Risskov

Det kan koste dyrt at give fremmede adgang til ens personlige oplysninger (genrefoto) Foto: Michaela Rehle / Scanpix

Hvis en engelsktalende kvinde ringer og siger, hun er fra Microsoft, så lad være med at give hende dine personlige oplysninger.

Det må være den dyre lære, en 22-årig kvinde fra Risskov kan tage med sig, efter at hun er blevet franarret 7000 kroner ved et tricktyveri over telefonen.

Det er selvfølgelig en rigtig ærgerlig oplevelse, og det er da kun menneskeligt, hvis hun synes det er øv.

Jeanette Løv Rasmussen, Østjyllands Politi

Den 22-årige kvinde blev torsdag morgen ringet op af en kvinde, der på engelsk forklarede, at hun arbejdede for Microsoft.

Kvinden fik den 22-årige til at åbne et program ved navn Teamviewer, hvori den 22-årige skulle udfylde en masse oplysninger - heriblandt cpr-nummer, adgangskode og kortnummer.

Læs også 23-årig kørt ned med vilje: Politiet fandt patroner på stedet

Først efter samtalen fattede den 22-årige mistanke om, at det kunne være fup.

- Kvinden har åbenbart ikke syntes, det var suspekt, men da hun efterfølgende begynder at tænke over, at det kunne være fup, kontakter hun banken, siger presserådgiver, Jeanette Løv Rasmussen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Det blev kvindens andet trælse opkald den dag, for banken kunnne oplyse, at der var blevet hævet 7000 kroner, som var brugt til køb af bitcoins. 

- Det er selvfølgelig en rigtig ærgerlig oplevelse, og det er da kun menneskeligt, hvis hun synes det er øv, lyder det fra Jeanette Løv Rasmussen.

Østjyllands Politi opfordrer til, at borgere aldrig udleverer personlige oplysninger til personer, de ikke kender. En reel virksomhed vil aldrig bede om oplysninger, de allerede har, lyder det fra politiet.

Læs også Kvinde udsat for tricktyveri: Hvordan skal 20'eren i vognen?