22-årig kvinde fængslet for slag i ansigtet med et glas
Østjyllands Politi fremstillede her til formiddag en 22-årig kvinde i grundlovsforhør
En bytur endte i såkaldt kvalificeret vold på Storegade i Randers klokken halv fem natten til i dag.
Det var en 22-årig kvinde, der angiveligt slog en anden 22-årig kvinde i hovedet med et glas, så offeret fik en lang flænge i ansigtet.
Læs også
Den formodede gerningsmand blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.
- Det er voldens karakter, og at hun har noget prøvetid for lignende kriminalitet, der er baggrunden for fremstillingen, siger vagtchef Jens Rønberg fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Østjyllands Politi har ingen oplysninger om, hvorvidt de to 22-årige kvinder kendte hinanden i forvejen.
Den formodede gerningsmand kærede varetægtsfængslingen til landsretten.