22-årig kørt til hospitalet efter danse-sammenstød
Ung mand har brækket en knogle i ansigtet efter overfald.
En 22-årig mand måtte natten til søndag køres til hospitalet med en flænge over øret og en brækket knogle i ansigtet.
Det skete efter, at den yngre mand havde været en tur på dansegulvet på Café Paradis i Aarhus.
Der var trængsel på gulvet, og på et tidspunkt var den 22-årige mand kommet til at stå ryg mod ryg med en 25-årig natklubgæst.
- De unge mennesker støder ryggen sammen, og det ender med, at de står og skubber til hinanden med ryggen. På et tidspunkt vender den 25-årige sig om og slår den 22-årige over højre øre med glas, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Flemming Lau, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Flere slag i hovedet
Slaget med glasset resulterede i en 5-7 centimeter flænge, men den 25-årige var ikke færdig med at slå på tæven.
Han fortsætter således med at slå på den 22-årige. Ifølge politiet blev den 22-årige 'tildelt yderligere flere slag i hovedet.'
Kvalificeret glas
Den 25-årige blev efterfølgende anholdt og sigtet for kvalificeret vold, som er en af de grovere voldsparagraffer.
- Sigtelsen er kvalificeret vold, fordi han bruger en genstand til at slå med. Hvis han havde brugt hænderne, var han formentlig blevet sigtet for simpel vold, siger vagtchef Flemming Lau til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Den 25-årige er løsladt efter endt afhøring.
- Man kan ikke bare varetægtsfængsle folk. Det har også med deres fortid at gøre, og han er ikke kendt for lignende sager, siger Flemming Lau.
Politiet har altså sigtet den 25-årig for kvalificeret vold. Sigtelsen skal nu vurderes af anklagemyndigheden, som vil finde ud af, om der er grundlag for at rejse en tiltale. Hvis det er tilfældet, kommer sagen i retten.
Den voldelige episode blev anmeldt til politiet omkring klokken 01.45 natten til søndag.