22-årig fængslet efter trusler mod vidne
En 22-årig mand er varetægtsfængslet efter at have truet en mand, der ville vidne mod ham i en sag mellem de to fra april
9. jun 2017, kl. 20:49
Mere end 30 dage gammel
En 22-årig mand fra Hinnerup er fredag blevet varetægtsfængslet i 14 dage for at have truet et vidne med vold.
Vidnet er ifølge Østjyllands Politi en mand, som den 22-årige i forvejen er sigtet for at have begået vold mod i forbindelse med en anden sag tilbage fra april i år.
Læs også
41-årig sendt i fængsel for tyverier og røveri
Den 22-årige mand blev torsdag afhørt i sagen fra april, og det var i den forbindelse, at han blev klar over, at den anden mand skulle vidne mod ham.
Det fik den 22-årige til at sende manden en sms med trusler om vold, hvis han vidnede i sagen.
Den 22-årige blev anholdt og fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Randers.