Landmand stoppede brand
Handlede hurtigt og fik omringet flammerne
Det var enhver landsmands mareridt, som udspillede sig her til eftermiddag i Øster Tørslev.
En mindre brand på en mark kunne have sat ild til hele årets høst, men en hurtig indsats fra landmanden fik sat en stopper for flammerne.
Det var en forbipasserende, som opdagede branden klokken 13.23. Vedkommende havde set, at det røg fra marken og kontaktede hurtigt brandvæsnet.
Landmanden blev gjort opmærksom på røgen og skyndte sig at handle, fortæller vagtchefen hos Falck til TV 2 | ØSTJYLLAND:
- Bondemanden harvede hele vejen rundt om branden og lavede på den måde et brandbælte, så ilden ikke kunne sprede sig. Der skete heldigvis kun noget med en smule halm, der lå på marken.
Branden opstod, mens landmanden var i gang med at vende de høstede afgrøder. Ifølge ham var det muligvis de store landbrugsmaskiner, som satte fut i marken.
- Landmanden havde styr på det, men brandvæsnet fik hjulpet ham med efterslukningsarbejdet, oplyser vagtchefen.