Færge sejler ind i mole
156 passagerer er bragt i sikkerhed
En færge med 156 passagerer om bord sejlede natten til tirsdag ind i molen ved havnen i Grenaa.
Sammenstødet med molen skete ved 00.40-tiden under udsejling og betød, at der opstod en mindre læk i færgens maskinrum, og kaptajnen på Stena Nautica måtte sætte kurs tilbage til færgelejet.
Her kunne alle passagerer selv forlade skibet i biler og lastbiler, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ingen er kommet til skade i forbindelse med påsejlingen.
Skibet tager dog vand ind, og tidligt tirsdag er redningsberedskabet i gang med at pumpe vandet ud.
- Der er ingen fare for, at skibet vil synke, skriver Østjyllands Politi.
Der er blevet lagt en såkaldt flydespærring ud omkring færgen for at dæmme op for et eventuelt olieudslip.
Se: Sådan påvirkes færgetrafikken
Dykkere vil i løbet af tirsdag undersøge færgen og vurdere den endelige skade.
Desuden oplyser Østjyllands Politi, skibsførerne rutinemæssigt er blevet spiritustestet uden nogen form for antydning af spirituspåvirkethed.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.
Var du med på færgen, da den natten til tirsdag sejlede ind i molen ved Grenaa Havn, så vil TV 2 | ØSTJYLLAND gerne høre fra dig på redaktion@tv2oj.dk eller 87424242.