Du kan bo hos mig, Irene
Tilbyder hjem til sultestrejkende kvinde
En borger fra Galten-området åbner sit hjem op for den sultestrejkende Irene Justenborg og tilbyder hende, at hun kan bo i hendes hjem.
- Der er ingen, som skal stå uden et hjem, så længe at jeg har et værelse stående ledigt. Så Irene er velkommen til at komme og bo hos os og låne værelset. Jeg bor i nærområdet, så på den måde passer det fint, siger Pernille Busch til TV 2 | ØSTJYLLAND og tilføjer:
- Men havde det været en fra København, så havde jeg tilbudt det samme.
Mandag morgen klokken 10.00 satte 39-årige Irene sig foran døren til Jobcenter Hørning i Skanderborg Kommune i et desperat nødråb, og tirsdag morgen sidder hun der stadig. Hun ville enten sulte sig ihjel eller have sin bistand tilbage.
- Jeg havde en episode med min sagsbehandler, hvorefter kommunen valgte at lukke min sag. Nu er jeg også røget ud af mit hjem, da det er svært at betale husleje uden penge. Jeg skulle forlade huset i dag. Da jeg ikke har nogen steder at tage hen, kunne jeg lige så godt tage her ned, sagde Irene Justenborg mandag til Ekstra Bladet.
Pernille Busch har selv erfaring med at kæmpe mod Kommunen, og hun har forståelse for Irenes situation. Derfor tilbyder hun, at Irene kan komme og bo på hendes gård, der ligger mellem Galten og Nørre Vissing, indtil hun finder sit eget hjem.
- Måske vil jeg kunne hjælpe hende med hendes sag også. Jeg vil gerne hjælpe andre, jeg ved ikke hvorfor, men det er vel bare sådan, jeg er, siger Pernille Busch.
Hun har været i kontakt med Irenes søster, men hun har endnu ikke hørt noget fra Irene selv.
- Jeg kan ikke få Kommunen til at handle hurtigere eller få mere retfærdighed ind i systemet, men jeg skal nok klare mig med det, som vi har i fryseren, hvis vi skal lave mad til en ekstra person i en periode, siger Pernille Busch.
Men tirsdag morgen afventer Pernille Busch et opkald fra Irene, så hun kan finde ud af, om hun skal rede op til en til.
I indslaget over artiklen kan du høre, hvorfor Irene Justenborg har valgt at sultestrejke.