Besøg motorvejsbyggeriet
Kom helt tæt på den nye motorvej
Normalt er der ingen adgang på byggepladserne, men nu bliver der gjort en undtagelse.
Vejdirektoratet åbner nemlig hegnet og inviterer alle interesserede indenfor på den en kilometer lange motorvejsstrækning mellem Gødvad Bakke og Dyrehaven.
Det sker i dag, torsdag, mellem klokken 16 og 19.
- Vi oplever fortsat en utrolig stor interesse for projektet, og der er hele tiden en masse nyt at fortælle om og vise frem. Denne gang har vi valgt at koncentrere arrangementet omkring den nedgravede motorvej gennem Silkeborg, fordi der sker rigtig meget lige for øjeblikket med blandt andet overdækningen ved Gødvad Bakke og brobyggeri i Dyrehaven. Vi håber, at placeringen af arrangementet en hverdagseftermiddag og -aften betyder, at rigtigt mange lægger vejen forbi, siger projektleder Carsten Sandgaard i en pressemeddelelse.
Til arrangementet kan interesserede for eksempel sparke til dækkene på en dumper eller klappe en gravko.
Der er mulighed for parkering på cirkuspladsen ved Dyrehaven, ved Nørreskov Bakke samt ved Jysk Arena på Ansvej.