Splittelse i Venstre
Kredsbestyrelse trækker sig i protest
Det er debatten om, hvem der skal være den nye folketingskandidat i Silkeborg Nord-kredsen, som nu har skabt splittelse i Venstre i Silkeborg.
Så stor splittelse, at kredsbestyrelsen Silkeborg Nord nu helt har valgt at trække sig. Det oplyser bestyrelsens formand, Mogens Gade Heller, i et brev til sine medlemmer.
I brevet skriver han, at beslutningen er truffet, fordi folketingsmedlem Mads Rørvig, som i dag er opstillet i Silkeborg Syd, nu er blevet indstillet til at opstille i Nord efter opfordring fra blandt andet kommunens borgmester, Steen Vindum.
En indstilling, som bestyrelsen i Silkeborg Nord ikke bakker op om, da de de i forvejen er i gang med at finde deres egen kandidat:
- Denne anmodning om opstilling kan kredsbestyrelsen i Nord kun tage til efteretning, men det bevirker dog, at kredsbestyrelsen har besluttet sig for at trække sig, fordi vores bestræbelser på at arbejde i henhold til vedtægterne synes totalt negligeret, og at ingen af bestyrelsesmedlemmerne i Nord vil arbejde for Mads Rørvig, skriver Mogens Gade Heller.
Ifølge kredsbestyrelsen i Silkeborg Nord er Mads Rørvig ikke det rigtige valg, da han i forvejen har en kreds. Derudover mener bestyrelsen, at hans indflydelse i Folketinget er minimal og at han har hjemmebane i København og ikke i Silkeborg. Bestyrelsen ønsker i stedet en mere lokalforankret kandidat.
Derudover peger formand Mogens Gade Heller i brevet på, at indstillingen af Mads Rørvig i stedet handler om penge:
- Vi er af den overbevisning, at ønsket om opstilling i Nord i stedet for Syd udelukkende er baseret på det faktum, at Nord har væsentlig flere penge til at føre valgkamp for end i Syd, skriver han i brevet.
Silkeborg Syd og Silkeborg Nord er cirka lige store kredse med omkring 30.000 vælgere.