Mor til tre blev kvalt
40-årig fængslet for drab på yngre kvinde
Den 40-årige mand, der er sigtet for lørdag at have dræbt en 31-årig kvinde i Søren Møllers Gade i Randers, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Den 40-årige mand blev søndag fremstillet i grundlovsforhør in absentia - altså uden selv at være til stede. Han er indlagt på sygehuset i Randers, hvor han gennemgår en operation.
Ifølge ekstrabladet.dk er den dræbte 31-årige mor til tre børn.
Det fremgår ifølge vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi af politiets sigtelse mod manden, at kvinden er blevet kvalt.
Han ønsker ikke at oplyse, hvorfor manden er indlagt.
- Det vil jeg ikke udtale mig om, da grundlovsforhøret er blevet afviklet for lukkede døre, siger Per Bennekov til Ritzau.
Klokken 16.35 lørdag reagerede politiet på en henvendelse fra en bekymret borger, der ikke kunne komme i kontakt med sin veninde.
Politiet kørte ud til en lejlighed på Søren Møllers Gade i det centrale Randers. Her fandt betjentene den 31-årige kvinde, som var afgået ved døden.
I lejligheden befandt sig også en 40-årig mand, som efterfølgende blev anholdt - mistænkt for drabet.
Både den 31-årige kvinde og den 40-årige mand var i forvejen kendt af politiet.