21 millioner i gevinst: Nu sælger vi nok en ekstra lotto
Meny i Randers har solgt en lottokupon, der har vist sig at være 21 millioner kroner værd
Danske Spil har fundet frem til vedkommende, der har vundet 21 millioner kroner på en kupon, der er købt i Meny i Randers.
- På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige andet, end at vi har hørt fra vinderen. Vi afventer, om vedkommende har lyst til at dele sin historie med os, det er jo ikke alle, der ønsker det, siger Benjamin Fast Veinholt, der er salgskonsulent hos Danske Spil.
Læs også
Han var i dag forbi Meny for at aflevere det klassiske store skilt, der fortæller, at der i butikken er vundet det store beløb.
- Jeg tror, at der måske kommer nogle og køber en ekstra lotto med joker, for nu at se, om de også kan være heldige, siger Hanne Stenholt Sørensen, der er salgsassistent i Meny i Randers.
Læs også
I alt lå gevinsten på 21.269.650 kroner, og det er bestemt ikke hver dag, at der bliver uddelt så pæne præmier.
- I år er det Danmarks næststørste gevinst, siger Benjamin Fast Veinholt.
Se mere i videoen øverst i artiklen.