21-årig stenede politibil
Ung mand kastede sten efter patruljevogn
En 21-årig mand kan se frem til en bøde for hærværk, efter at han sent tirsdag eftermiddag kastede en sten efter en politibil i Silkeborg.
Patruljevognen holdt parkeret på hjørnet af Markedsgade og Bindslevs Plads.
Mens betjentene var i gang med at undersøge et indbrud, kastede den 21-årige en sten mod politibilen, da han kørte forbi i en bil.
Et vidne fortalte dog betjentene, at han havde set episoden. Derefter lykkedes det politiet at anholde den 21-årige mand, der befandt sig kort derfra.
- Han er sigtet for hærværk og kan se frem til et erstatningskrav, forklarer vicepolitiinspektør Claus Nørgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Da betjentene ransagede den 21-åriges bil, fandt de anabolske steroider og nogle kanyler. Han er derfor også sigtet for besiddelse af dopingmidler.
Den 21-årige er i forvejen kendt af politiet.
Den 21-årige blev pågrebet på Bindslevs Plads: