21-årig anholdt for gaderøveri
Ung mand fængslet for overfald på åben gade i Grenaa
3. maj 2011, kl. 09:30
Mere end 30 dage gammel
Det er lykkedes politiet at anholde endnu en person efter et groft overfald på en 62-årig mand i Grenaa.
Overfaldet fandt sted natten til torsdag i sidste uge, hvor i alt tre gerningsmænd gik til angreb på deres offer i Lillegade midt i byen. Under overfaldet røvede de den 62-åriges pung.
Umiddelbart efter gaderøveriet anholdt Østjyllands Politi en 20-årig mand, som senere blev varetægtsfængslet.
Ifølge politiet er det nu lykkedes at anholde yderligere en person i sagen. Den 21-årige formodede overfaldsmand bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af i dag, tirsdag.
Den sidste gerningsmand er stadig på fri fod.