21-årig død i ulykke - bil rullede om på taget og brød i brand

Et formodet glatføreuheld har kostet ung mand livet

Da den første patruljevogn kommer til ulykkesstedet, er bilen i brand, oplyser politiet. Foto: Local Eyes

En 21-årig mand fra Horsens har mistet livet efter en tragisk trafikulykke ved Horsens.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Da første patruljevogn kommer derud, er bilen i brand og fuldstændig overtændt.

Brian Kristiansen, politikommissær, Horsens Politi

Ulykken skete omkring klokken 20 torsdag aften, hvor den 21-årige mand kører af Gl. Århusvej i sydvestlig retning.

- Det er formodentlig et glatføreuheld, men vi afventer en rapport fra bilinspektøren. Bilen rammer et vejtræ i grøften, ruller rundt og ligger sig på taget ude på en mark, siger Brian Kristiansen, der er politikommissær ved Horsens Politi.

Se flere billeder på Local Eyes her

Læs også Bandekonflikten i Aarhus trak på politiet i hele Jylland

Brand i motorrummet bredte sig

Der var torsdag aften kraftigt snefald omkring Horsens. Det betød, at vejene var meget glatte, og Sydøstjyllands Politi fik i timerne omkring klokken 20 mange meldinger om glatføreuheld. 

Det var forbipasserende, der slog alarm, da de så, at bilen lå ude på marken.

- Da første patruljevogn kommer derud, er bilen i brand og fuldstændig overtændt. Det er en brand i motorrummet, der i løbet af kort tid spreder sig til hele bilen, siger Brian Kristiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Gl. Århusvej var spærret i et par timer, mens oprydningsarbejdet stod på. 

Ulykken blev anmeldt klokken 19.54 via 112. 

De pårørende er underrettet. 

Læs også 24-årig narkobilist uden kørekort ledte politiet til spændende fund