Kevin-feberen raser
Interessen for Formel 1-rejser er eksploderet
Et rejsebureau fra Hadsten, der arrangerer motorsportsrejser, har mærket, at interessen for Formel 1-rejser er eksploderet, siden Kevin Magnussen er begyndt at køre med. Det oplyser DR Østjylland.
Jacob Kristensen, der ejer K-Rejser, regner med, at omkring 2500 danskere vil tage til Belgien og følge løbet der.
Efter at Kevin Magnussen er begyndt at køre med i formel 1, vil vi nemlig ikke længere nøjes med at se løbene på tv. Vi vil se løbene ude på på banerne. Det nyder K-Rejser i Hadsten altså godt af. Bureauet har i næsten ti år arrangeret pakkerejser til formel 1-løb. Men i år er interessen steget voldsomt.
Især de seneste seks måneder, siden Kevin Magnussen i efteråret fortalte, at han havde fået et formel 1-sæde hos McLaren.
- Der er Kevin-feber i Danmark lige i øjeblikket, og efter Kevin Magnussens andenplads har telefonerne været rødglødende, fortæller ejeren af K-Rejser, Jacob Kristensen.
K-Rejser arrangerer især rejser til løb i Europa, og Formel 1-løbene tæt på Danmark sælger bedst. Det største hit er løbet på Spa-Franchorchampsbanen ved Liége i Belgien.
- Vores salgstal er steget med mellem tre og fire hundrede procent i forhold til samme tidspunkt sidste år, siger Jacob Kristensen.
En tur til et formel 1-løb koster fra 3.000 kr. og opefter.
Jacob Kristensen har et klart billede af, hvem der tager på formel 1-turene.
- Det er mest mænd i alderen fra 30 til 60 år. Der er også flere og flere far og søn ture i fælles lidenskab for racerløb, siger han til DR Østjylland.