2.000 nysgerrige på universitet
Gymnasieelever får en forsmag på studielivet
Fra i dag og de kommende dage vrimler der med endnu flere vidensbegærlige hoveder på Aarhus Universitet, end der plejer at gøre.
Forklaringen er, at 2.000 gymnasieelever har fået mulighed for at få et praktikophold, hvor de kan snuse til studielivet, de forskellige fakulteter og i det hele taget få et indblik i, hvad det vil sige at blive optaget på en videregående uddannelse.
For mange af gymnasieeleverne er det en kærkommen lejlighed til at få en afklaring omkring fremtidsmulighederne.
18-årige Hjalte Sommer Højbjerg går i dag på Viborg Katedralskole, men drømmer om en dag at sidde i et auditorium på Aarhus Universitet:
- Nu har jeg jo en tanke om, at jeg gerne vil herhen og læse, så finder jeg ud af, hvad det her studie går ud på, og det synes jeg, er super spændende, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Eleverne deltager i forelæsninger, arbejder i hold, får rundvisning og ikke mindst får mulighed for at snakke med de studerende.
Praktikopholdet er ikke kun en fordel for de unge. Også Aarhus Universitet har valgt at prioritere arrangementet højt. Dagene med praktik kan give eleverne afklaring og dermed også være med til at forebygge forkerte studievalg:
- Vi får nogle studerende, der formodentlig ved, hvad de siger ja til, når de søger ind, siger fuldmægtig Inger Drivholm Sloth fra Aarhus Universitet til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De fleste praktikophold på universitetet varer tre dage, mens enkelte uddannelser kun tilbyder todages praktik.
Hør, hvad de to gymnasieelever Hjalte Sommer Højbjerg og Lea Krull synes om praktikopholdet i videoen øverst på siden.