2.000 Brøndby-fans bliver mødt med dialog
I dag er det AGF's fødselsdag. Med til festen kommer også 2.000 Brøndby-fans
Der bliver forhåbentlig trængsel på Ceres Park, når AGF søndag klokken 18.00 tager imod Brøndby IF.
- Du må godt citere mig for, at vi bliver 15.000, hvis ikke mere. Vi håber at slå sæsonrekorden på 15.788 tilskuere, siger Søren Højlund Carlsen, der er kommunikationschef i AGF, til TV2 ØSTJYLLAND.
Sæsonrekorden blev sat, da FC København gæstede Aarhus den 19. august.
Brug for hjælp
Ifølge kommunikationschefen afhænger tilskuerfremmødet dog også lidt af vejret.
- Men det bliver fedt. Især når vi vinder. Men vi har også brug for, at folk kommer, når der kommer så mange fra Brøndby, siger Søren Højlund Carlsen.
Omkring 2.000 Brøndby-fans følger nemlig med holdet fra den københavnske Vestegn.
Til at tage imod dem står Østjyllands Politi klar med uniformerede betjente i gule veste.
- Det er vores dialogpoliti, der står klar til at tage imod på Banegården, siger Per Bennekov, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
- Det er et fast koncept, vi kører. Dialogpolitiet vejleder, ledsager og sørger for, at alle får en god oplevelse. Det er vores erfaring, at det virker bedre. Men skulle dialogen stoppe, er vi også klar til at håndtere det på anden vis, siger Per Bennekov.
Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse præcis, hvor mange dialogbetjente, der er sat ind.
Til den søde tand
AGF fejrer i dag sin 138-års fødselsdag. I den forbindelse vil der være en 240 meter lang fødselsdagskage på Stadion Allé.
Der bliver dog ikke et stykke til de tilrejsende Brøndby-fans, der har glemt madpakke til turen.
Læs også
Arrangementet er kun for AGF-fans. Brøndby IF's tilhængere har deres eget arrangement et andet sted i byen.
Før dagens kamp ligger Brøndby IF på en fjerdeplads i Superligaen. AGF ligger på en niendeplads.