20 personer i slagsmål med slagvåben: Politiet øger patruljering i Aarhus

Stort politiopbud og afspærret vej mandag eftermiddag skyldtes et masseslagsmål, hvor omtrent 20 personer var involveret. Seks personer er anholdt i sagen.

Politiet var massivt til stede efter et masseslagsmål foran Ekkodalens Spillehal i det vestlige Aarhus. Foto: Per Øxenholt

Politiet var mandag eftermiddag massivt til stede i det vestlige Aarhus, hvor de afspærrede vejen Ekkodalen, som går gennem et område med boligblokke.

- Vi fik en anmeldelse kl. 15.14 om, at der var et masseslagsmål i gang, fortæller vagtschef Flemming Lau ved Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.  

Da politiet ankom til stedet var mændene stukket af, men vidner kunne fortælle om episoden.  

Læs også Webdok: Gudrun, Inger-Lis og Johanne døde i brand på plejehjem

Omkring 20 personer tæskede ifølge vidner løs på hinanden ude på gaden foran en spillehal, der ligger på hjørnet af Ekkodalen og Hammerhusvej. 

- Vi var mange derude. En indsatsleder, en efterforskningsleder og patruljer, fortæller vagtchefen om politiets udrykning til området. 

Det er mandag eftermiddag uvist om slagsmålet havde noget med spillehallen at gøre. 

Ekkodalen, hvor masseslagsmålet fandt sted, ligger i det vestlige Aarhus mellem Ringvejen og Ringgaden nær Paludan Müllers Vej. 

Slagvåben

Vidner har fortalt politiet, at der er under slagsmålet blev brugt flere forskellige slags slagvåben. Østjyllands Politi havde mandag eftermiddag ikke fået nogen meldinger om tilskadekomne efter slagsmålet. 

- Vi har fra vidner fået besked om, at der er forurettede, men vi har ikke fundet nogen, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi. 

I timerne efter slagsmålet holdt politiet Ekkodalen spærret for med hunde at lede efter spor. Vejen er åben igen, men politiet er mandag aften synligt til stede flere steder i Aarhus for at forhindre eventuelle yderligere uroligheder.

Læs også Webdok: Han aflurede dankortkoder og slog folk ned

Seks anholdt

Politiet har anholdt seks personer i forbindelse med slagsmålet, men ønsker mandag aften ikke at oplyse, hvad de tre er sigtet for. 

- Vi er fortsat ved at danne os et overblik og få klarhed over, hvad der er sket derude, lyder forklaringen fra Flemming Lau. 

Læs også Ny kæmpe juleudsmykning: - Ingen anden by i Europa med så mange lys

På samme måde ønsker politiet heller ikke at udtale sig om, hvorvidt masseslagsmålet kan have noget med bander at gøre. 

- Vi har ingen oplysninger om, at det her relaterer sig til bestemte grupperinger, lyder det fra vagtchefen.

Har du set noget eller ved du noget om masseslagsmålet, vil Østjyllands Politi imidlertid meget gerne høre fra dig. 

- Vi er i fuld gang med at efterforske sagen for at finde frem til gerningsmændene, og hvad konflikten præcist gik ud på. Vi vil meget gerne have borgernes hjælp til at finde de involverede, så hvis man her set slagsmålet, eller har oplysninger der kan føre frem til gerningsmændene så ring til os, siger vicepolitiinspektør Gert Bisgaard.