20 grader og solskin: Lun og solrig uge venter østjyderne
Der venter østjyderne en håndfulde lune og solrige dage - også efterårsferien ser ud til at blive med lunt efterårsvejr
Efter en grå og smådiset mandag skifter vejret, og der venter østjyderne nogle lune og solrige dage.
- I forhold til mandag ser tirsdag vejrmæssigt anderledes flot ud. Vi får en lun luft op over Danmark og Østjylland, og vi kan komme op på 17 grader. Derudover ser det ud til at holde tørt, siger Per Christiansen fra TV 2 Vejret.
Men her stopper det lune efterårsvejr ikke, for de efterfølgende dage ser faktisk endnu flottere ud.
- Der kommer til at ligge et højtryk øst for Danmark, og det tillader, at der pumpes varm luft op over landet, forklarer Per Christiansen.
Læs også
Onsdag og torsdag byder ifølge prognoserne på masser af sol og 18 graders varme. Fredag og lørdag får varmen et hak op på 20 grader og ligeledes med masser af sol.
Lun og solrig efterårsferie
Dermed tegner det til, at efterårsferien, der på skolerne skydes i gang på fredag, kommer rigtig flot fra land. Endnu er prognoserne for den kommende uge usikre, men det tyder på en lun og solrig ferie.
- Det ligner, at vi får et flot vejr til efterårsferien, siger Per Christiansen.