20-årig slået med baseballbat

Overfaldet på åben gade

Foto: Colourbox

Politiet leder efter tre mænd, som står bag et voldsomt overfald i Malling syd for Aarhus.

Ifølge Østjyllands Politi blev den 20-årige fredag overfaldet på Lundhøjgårdsvej, hvor han blev slået med et baseballbat og desuden truet med kniv og peberspray.

De tre mænd fik udleveret den 20-åriges pung og mobiltelefon, hvorefter de stak af fra stedet.

- Offeret kom ikke alvorligt til skade. Vi opfordrede ham dog til at tage på skadestuen for at blive behandlet og for at få dokumenteret skaderne i forhold til en evt. senere retssag, forklarer politiets vagtchef til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: Taxachauffør overfaldet

Den ene af de tre gaderøvere er mellem 180 og 185 cm høj. Han har en almindelig kropsbygning og talte dansk. Under overfaldet var han iført en sort maske, en sort dynejakke samt grå bukser af mærket Peak Performance.

Den ene medgerningsmand er 185 til 190 cm høj og spinkel af bygning. Han har et spidst ansigt. Under overfaldet var han iført en mørk jakke.

Der er intet signalement af den sidste gerningsmand.